Hvorfor skal spejdere spise discountmad?

posted in: Nyhedsblog | 0

For ganske nylig talte jeg med en god gruppelederkollega, der kommer fra en stor gruppe i landzonen på Sjælland. Vi mødes jævnligt – typisk med andre formål – men snakken falder hurtigt på vores fælles store interesse, nemlig at være spejder. Emnet for denne dag blev, at mange spejdergrupper er så utrolig fokuserede på drift, og at så længe tingene bare fungerer, så er alt godt. Det er godt nok, at der er 15 børn på et ulvehold, selvom der kunne være 25. Og det er okay, at vi ikke har så mange penge i kassen, vi kan jo bare sælge flere lodsedler eller skære ned på vores aktivitetsbudget. Og hvis regnskabet på en lejrtur ellers løber rundt, så er det i orden at fylde vores spejdere med discountmad.

En brat opvågning
Da Vesterbrospejderne var på sin første sommerlejr i 2013 fik vi en brat opvågning. Vi havde i gruppens første leveår forsøgt at sætte fokus på økologi, dyrevelfærd og bæredygtighed i vores aktiviteter og indkøbsvaner. På Næsbycentret opbevarer alle deres mad side om side på hylder i køle- og kolonialrummene. Og her kunne vi se vores nabogruppers hylder, der var fyldt med hvidt toastbrød, pandekage-mix, Fun saftevand, æg fra burhøns og trestjernet salami, mens der på vores hylder var friske, økologiske grøntsager, økologisk mel, hjemmebagte rugbrød og rigtigt smør (modsat de smørbare blandingsprodukter fra Bakkedal og Kærgården). Alle vores voksne medlemmer, som ikke havde været spejdere, før Vesterbrospejderne startede op, spurgte meget undrende til dette. “Vi troede, at alle spejdere var sådan nogle, der gik op i dyrevelfærd og kvalitet?”, lød det fra vores familiespejderkoordinator. Ja, det skulle man tro, det billede havde hun jo fået i vores egen spejdergruppe.

Helt misforstået
Lad os lige vende tilbage til formålet med spejderbevægelsen. Hvad var det nu lige, at spejdere var sat i verden for? Det var jo at udvikle børn og unge til selvstændige og ansvarsbevidste samfundsborgere, der er trænede til at kunne gøre en forskel. Det er klart, at foreningen skal fungere, der skal penge og medlemmer ind i gruppen, der skal planlægges møder og lejrture, der skal gøres rent i lokalerne og indkøbes kaffe, og gruppens mange frivillige skal anerkendes, så de har lyst til at fortsætte med deres indsats. Men spejdergruppen skal mere end det, spejdergruppen skal også vende sig ud mod samfundet og ikke kun kigge ind i sin egen navle. En spejdergruppe skal bidrage til samfundet, og det kan gøres på rigtig mange måder. Hos Vesterbrospejderne deltager vi hvert år i Spejderhjælpen, hvor spejderne tjener penge til udviklingsprojekter i ulande, ligesom vi også deltager i den årlige sogneindsamling for Folkekirkens Nødhjælp. Derudover har vi en del medlemmer hos os, som ikke har råd til at gå til spejder, så de er gratis med, og så henter vi penge til kontingenter, udstyr og lejrture fra DUF’s integrationspulje. Vi sorterer vores affald, vi køber økologiske madvarer og svanemærket toiletpapir, og vi genbruger for at mindske affald.

Spejderbevægelsens kæmpe potentiale
Med sådan et formål har spejderne et kæmpe potentiale for at rykke verden, og alligevel serverer vi discountmad for dem på lejrture. Hvorfor ikke lære alle vores spejdere om dyrevelfærd og miljøansvar gennem den mad, vi serverer for dem, så de selv vil sørge for ordentlig mad til næste generation? Der skal ikke ret meget til for at gøre en kæmpe forskel. Nogle vil klage over prisen på ordentlig mad, eller at det er mere besværligt på den ene eller anden måde. Det er klart, at alle vaneændringer kræver vilje og tid til omstilling, men så bliver det jo akkurat ligeså enkelt at købe ordentlig mad som discountmad. Og tilmed behøver det ikke koste mere, fx er det utrolig godt for miljøet med kødløse dage, og der findes så mange super lækre vegetarretter, så det er bare at komme i gang. Lad os sammen skrue op for ambitionerne!