Vesterbrospejderne er en af KFUM-Spejdernes 500 lokale spejdergrupper, og den er en af Københavns kommunes mange folkeoplysende foreninger, hvor mennesker mødes på tværs af sociale lag, aldre, kulturer og uddannelsesniveau. Foreningen er stiftet og åbnet i august 2012, og den rundede allerede efter et år 100 medlemmer.

En urban og nyskabende spejdergruppe

Vesterbrospejderne er en Urban Spejdergruppe. Alle aktiviteter tager udgangspunkt i byens faciliteter og er tilpasset de muligheder, byen rummer. Stenbroen er den perfekte ramme for godt spejderarbejde:

  • Det vrimler med vidt forskellige mennesker.
  • Gennem aktiviteter i gadebillede opnår vi stor synlighed.
  • Stenbroen har parker, døgnåbent, kulturtilbud, imødekommenhed, økologi, mange andre foreninger og alt nødvendigt for en innovativ og nyskabende spejdergruppe.
En aktiv del af samfundet

Vesterbrospejderne vil være en aktiv del af samfundet ved at tage medansvar for den sammenhæng, vi er en del af. Det gør vi ved at udvikle børn og unge til ansvarsbevidste medborgere, som bliver i stand til selv at gøre en forskel i verden. Hvert år deltager spejdergruppen i indsamling til Folkekirkens Nødhjælp, vi tjener penge til Spejderhjælpen, som støtter udviklingsprojekter i den tredje verden, og vi etablerer enkeltstående projekter som eksempelvis Vesterbros Nabopark i 2015.

Bliv Frivillig!

Bliv en del af Vesterbrospejdernes fællesskab, mens du udvikler dine evner inden for ledelse, aktivitetsudvikling, kommunikation og alt muligt andet. Vi har lige nu flere ledige stillinger hos Vesterbrospejderne. Om du har erfaring med spejder eller ej, hører vi gerne fra dig.